Et års træning efter Hechmannmetoden

Mit første år som rigtig løber

For snart to år siden løb jeg mit første halvmaraton, da jeg deltog i Copenhagen Half Marathon 2015. Løbet var tænkt som gode kilometer i benene inden jeg skulle til USA for at deltage i VM i forhindringsløb (OCRWC).

På dette tidspunkt var løb bestemt ikke min foretrukne træning og jeg løb i gennemsnit højest 15 km om ugen.

Før jeg går videre med, hvad der så er sket siden den dag i september, vil jeg lige komme med en kort introduktion til mig selv.

Jeg har tidligere spillet en masse fodbold, det højeste jeg nåede at spille var på DS-niveau inden jeg kastede mig over fodboldtrænerrollen i stedet for.

I september 2014 løb jeg Toughest København, et 8 km forhindringsløb på Amager Strandpark. Dét blev startskuddet til en fantastisk rejse, som har ført mig hen til, hvor jeg er i dag.

Fra januar 2015 begyndte jeg meget stille og roligt at løbetræne, noget jeg ikke havde gjort mig i tidligere. Det begyndte med 1-2 ture om ugen. Enkelte uger nåede jeg endda tre løbeture, men det hørte til sjældenhederne, og der var også uger, hvor jeg slet ikke fik løbet. Kort sagt, der var ingen struktur over min løbetræning.

 Jeg løb primært efter 10-20-30 modellen og prøvede at løbe en tur på ca. 10 km. Weekenderne var ofte fyldt op med diverse forhindringsløb og fodboldkampe.

Således stillede jeg til start i 2015 til mit første halvmaraton. Uden at have løbet så langt før og uden at ane, hvor hurtigt jeg ville kunne gennemføre distancen. Løbet blev en rigtig god oplevelse, der var mega god stemning undervejs på hele ruten og jeg synes selv, at det gik ganske godt. Jeg kom i mål i tiden 1:27:20, hvilket jeg var ganske godt tilfreds med.

I den måned, der gik fra jeg kom i mål i København til jeg krydsede målstregen i Ohio efter at have gennemført OCRWC, tænkte jeg meget over, hvordan jeg skulle strukturere min løbetræning, og her faldt jeg over Claus Hechmann’s bog ”Løb som eliten”. Efter at have læst den, bestemte jeg mig for, at jeg skulle løbe efter hans program og bookede hurtigt en tid hos Running26 i Charlottenlund, hvor jeg d. 29/10 2015 fik foretaget min første test.

Jeg har i mit tidligere blogindlæg beskrevet denne test og Hechmanns træningsform meget detaljeret, så det vil jeg ikke komme så meget ind på her.

Ugen efter var jeg tilbage til en samtale med én af deres løbetrænere.

Her talte vi lidt frem og tilbage og det var her, jeg for første gang satte ord på, at jeg havde en drøm om at løbe et halvmaraton på 1:20:00. Jeg havde på dette tidspunkt besluttet mig for at løbe Berlin Halvmaraton i april og selvfølgelig København Halvmaraton til september. Vi lagde derfor en plan for, hvordan jeg skulle træne i forhold til Hechmanns halvmaratonprogram, som er bygget op af et 12 ugers grundtræningsprogram efterfulgt af et 12 ugers specifikt program.

I november måned løb jeg så min første tur efter mit Hechmanns program. I starten løb jeg tre gange om ugen, men mellem jul og nytår satte jeg en ekstra dag ind, og løb siden fire dage med Hechmanns program.

Som tiden gik og jeg nærmede mig afslutningen på mit grundtræningsforløb, blev jeg testet igen for at se, hvordan jeg havde responderet på træningen samt for at få nye zoner at træne i.

Ganske som forventet havde jeg rykket mig meget, eftersom jeg kom fra ingen struktur og kun 1-3 gange løb om ugen til struktur og 3-4 gange løb om ugen.

Herefter gik jeg over til at træne efter et mere specifikt halvmaraton program, stadigvæk lavet af Hechmann. Dette skulle gøre mig helt klar til Berlin.

Løbet i Berlin gik godt, vejret var perfekt og ruten var noget fladere end København, så kom i mål i tiden 1:20:47, så en kraftig forbedring af min tid i forhold til København, og det gav mig endnu mere tro på, at jeg kunne komme under de 1:20:00.

Herefter gik jeg igen i gang med et grundtrænings- og et specifikt forløb frem mod København Halvmaraton i september.

Specielt undervejs i denne periode var jeg flere gange ved at kaste håndklædet i ringen. Jeg synes virkelig det var hårdt, og der var flere perioder, hvor jeg slet ikke følte, at jeg rykkede mig, som jeg gerne ville. Heldigvis er jeg meget stædig, og når jeg først har sat mig noget for, så er jeg ikke typen, der hopper fra, men hold da op det var tæt på mange gange.

Når man træner efter Hechmanns program er det delt op i tids- og distanceintervaller, hvor man har et bestemt pace, der skal holdes. Dette er både det fede ved programmet, men i mine pressede perioder også det værste ved programmet. Jeg så flere gange virkelig frem til at løbe tur uden ur og havde som sagt mest af alt lyst til at stoppe med at løbe!

Efter et par uger, hvor jeg kæmpede mig igennem mine træningsture begyndte motivationen og lysten at vende tilbage, og den sidste tid frem mod Copenhagen Half Marathon 2016 forløb helt som planlagt.

Efter mit løb i Berlin begyndte jeg at lege lidt med tanken om ikke det var muligt at løbe et halvmaraton på 1:19:00, og dette blev så mit nye mål frem mod septembers halvmaraton.

Ugen før starten gik, blev jeg testet en sidste gang, så jeg havde en idé om, hvilket pace jeg kunne tillade mig at løbe i. 

Mine træningszoner da jeg startede mit forløb

Mine træningszoner da jeg afsluttede mit forløb

Jeg var noget nervøs, da jeg stillede til start til Copenhagen Half Marathon 2016. 

Jeg vidste, at dette ville blive mit sidste løb, hvor jeg var i topform i et stykke tid, da jeg snart skulle være far, men jeg havde også været syg med forkølelse i halvanden uges tid op til løbet. 

På trods af dette, så havde jeg store forhåbninger og forventninger til mig selv om at klare målet på de 1:19:00.

Jeg kom flyvende fra start og følte mig godt tilpas, og de første mange kilometer forsvandt overraskende hurtigt. Omkring de 12 km ramte vi modvinden og her skulle der bruges ekstra kræfter for at holde tempoet oppe. De efter følgende 5 km var hårde, da det også gik lidt op ad bakke flere steder.

Ved de 18-19 km var jeg meget, meget tæt på at give op. For det første lignede det ikke, at jeg kunne nå at komme under 1:20:00 og for det andet var jeg helt kvæstet og følte mig faktisk lidt skidt tilpas. Jeg fik kæmpet mig igennem den 19. og den 20. kilometer, men det var godt nok de hårdeste jeg nogensinde har oplevet. Da jeg passerede skiltet med de 20 km fik jeg fornyet energi og jeg fik i dén grad fart i benene og fik kæmpet mig i mål i tiden 1:19:15.

Da jeg kom i mål var jeg, udover at være helt kvæstet, også meget i tvivl om hvilken følelse jeg skulle vise. Skuffelsen over de manglende 15 sekunder eller glæden over at komme så langt under de 1:20:00… Det endte med at blive skuffelsen, der fyldte mest, i hvert fald til at starte med.

Efter jeg havde haft lidt tid til at tænke over tingene og min præstation, endte jeg med at blive godt tilfreds med min præstation.

Jeg startede med at løbetræne, da jeg gerne ville klare mig godt i OCR-verdenen, da der er mange placeringer at hente på at være en god løber. Det er endt med, at jeg er blevet så glad for at løbe, at jeg nu løbetræner mere end jeg styrketræner. Et scenarie, der for to år siden havde været helt utænkeligt.

Statistik efter min første test, da jeg startede mit forløb

Statistik efter min sidste test, da jeg afsluttede mit forløb

I det år jeg trænede efter Hechmannmetoden, fik jeg også gode resultater til mange forhindringsløb, og jeg prøvede også at deltage i ”rigtige” løb, altså løb uden forhindringer, og her gik også fint.

Til disse løb er det ”rigtige” løbere, der stiller op, og mange af dem løbetræner hver dag, er medlem af klubber, har deres egen træner og har løbetrænet seriøst i mange år. 

Selv i dette selskab lykkedes det mig at gøre det, om ikke godt så i hvert fald hæderligt. 

Det har været lidt vildt nogle gange at se på, hvem jeg har slået, når jeg tager deres og min historik i betragtning.

Jeg føler mig stadig meget ny i denne løbeverden, og er meget taknemmelig over de ting jeg har oplevet og de mennesker jeg har mødt på min vej. 

Både indenfor OCR og løb hersker der en helt fantastisk fællesskabsfølelse, og det er bl.a. derfor, at jeg nyder at stille op i så mange løb. På trods af, at vi alle et eller andet sted er konkurrenter, så er der et enormt sammenhold på tværs af alle niveauer.

Til tider kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke kom i gang med at løbetræne tidligere, for hvad ville det så ikke kunne være blevet til… Men samtidig er jeg også bare glad for det jeg har opnået indtil videre og glæder mig til at se, hvad fremtiden byder på.

Tiden der er fulgt efter løbet i september sidste år og frem til nu, hvor min datter snart er 10 måneder, vil jeg beskrive i et andet blogindlæg.