Gå videre til hovedindholdet

COP RUN x Nordic Race

COP RUN x Nordic Race

To store løbsarrangører havde for første gang slået sig sammen og mixet det bedste fra begge verdener - intervalløb med forhindringer, og sat os alle i scene i Fælledparken denne varme julidag.
COP RUN er kendt for deres 15 x 1000 m, som fordeles mellem tre løbere, som skiftes til at løbe en omgang, og Nordic Race er Danmarks største arrangør af forhindringsløb, og til denne udgave havde de taget 5 af deres forhindringer med, A-pyramide, hurdles, over/under, over/under/igennem (O.U.T.) og barbed wire. Alle sammen forhindringer, hvor det er muligt at holde en høj fart og en depeche i hånden.

Der var lagt op til fest i Fælledparken med høj musik, sol og en masse boder. Setup'et var i hvert fald til et brag af et event og vejret viste sig fra sin bedste side - i hvert fald for tilskuerne. Det var varmt og der var absolut ingen vind, puha det ville blive en hed omgang!
Holdbillede - Mathias (tv) og Björn i midten
Jeg teamede op med to af mine holdkammerater fra "The Skull Hunters", nemlig Björn og Mathias, begge to hurtige fyre og vi var spændte på at se, hvilke andre hurtige folk der også stillede til start.
Forhindringernes sværhedsgrad eller mangel på samme gjorde, at det stadig ville være et løbers løb, så jeg havde ikke de store forventninger om en podieplads.
"OCR Nutramino Fighters", "NBRO" og "Skåne Fitness" stillede med meget stærke hold, og specielt de to første hold er uhyggelig hurtige løbere, så dem vidste jeg godt vi ikke ville kunne løbe op med.

Vi brugte opvarmningen på lige at løbe ruten igennem, så vi vidste hvilken rækkefølge forhindringerne kom i.
Barbed wire, 5 x hurdles, A-pyramide, 5 x hurdles, O.U.T. og så over/under til sidst. 
Efter O.U.T. var der et pænt langt løbestykke, hvor der godt kunne gives lidt ekstra fart inden over/under.

Jeg skulle løbe første tur, derefter Björn og til sidst Mathias.
Vi var mange, der blev sendt afsted på samme tid, og da jeg ikke er den bedste starter, kom jeg hurtigt et stykke efter de forreste. Første forhindring var barbed wire - ned på alle fire og så ellers afsted, herefter fulgte et godt løbestykke, hvor jeg fik hentet lidt af det tabte.
BARBED WIRE - Foto: Tommy Jensen - FundRacers

Så ventede 5 x hurdles, en A-pyramide og så 5 x hurdles igen. Jeg er normalt ikke specielt god til de der hurdles, og ligner bestemt ikke en eliteløber, når jeg passerer dem, og på første runde, hvor pladsen var trang gik det heller ikke stærkt, men jeg skulle senere få taget revanche!
Kort tid efter den sidste hurdle kom O.U.T. og så det lange løbestykke, hvor jeg fik skruet lidt op for tempoet og hentet lidt mere ind på nogle af dem foran mig. Sidste forhindring inden første skift var over/under og her har jeg ingen problemer. Hurtigt op fra jorden og spurte de sidste meter hen og aflevere depechen til Björn. Puha sikke en start, men nu var jeg ligesom i gang.
A-PYRAMIDE - Foto: Rebel Media House

Björn fik hentet en masse løbere og da Mathias blev sendt afsted lå vi omkring nr. 7-8.
Som ventet var "OCR Nutramino Fighters" og holdet fra "NBRO" stukket af, men vi andre lå ret tæt. Jeg så Mathias komme rundt i svinget og gjorde mig klar. NU skulle den have gas!
Tempoet blev skruet i vejret fra starten af og hurtigt var barbed wire overstået og jeg nærmede mig nu de første hurdles. På vej derned gjorde jeg mig tanker om, hvilken teknik jeg skulle bruge. Jeg besluttede mig for at hoppe op og sætte den ene fod på og så videre derfra. Det gjorde jeg så på de første 5, efter pyramiden tænkte jeg, at jeg ville prøve kun at sætte hånden på og så springe over. En teknik jeg godt ved jeg kan, men i mit hoved er jeg for meget en kylling. Nåh, men det skulle jo prøves, og wupti så var de fem hurdles klaret! Yes!!! Godt der er 30 hurdles mere at øve sig på, så jeg kan blive helt fortrolig med den teknik!
HURDLES - Foto: Rebel Media House

Tempoet blev igen skruet op efter O.U.T., men hold nu op, hvor var jeg tør i halsen. Varmen og støvet fra stien i Fælledparken var bestemt ikke nogen god cocktail, så da jeg havde givet depechen videre, måtte jeg lige hen efter mit vand.
O.U.T.

Der begyndte at tegne sig et billede af toppen - 1.pladsen ville gå til "OCR Nutramino Fighters", 2.pladsen til "NBRO" og det lignede, at holdet fra "Paul Petersens Idrætinstitut" ville tage 3.pladsen. Vi lå og kæmpede med det ene af holdene fra "Skåne Fitness" om 4.pladsen. Jeg lå lidt efter deres første løber, Björn hentede deres anden løber, og Mathias lå lidt efter deres tredje løber. Dette var billedet indtil vi ramte sidste runde. Her lå jeg noget efter deres første løber, men fik stille og roligt hentet ind på ham, og da jeg gav depechen videre til Björn lå vi næsten side og side. Björn fløj derud af, og vi lå et stykke foran, da Mathias blev sendt afsted på sidste tur. Spændingen var helt i top!!
Vi havde aftalt med Mathias, at vi ville møde ham på det sidste løbestykke og pace ham det sidste stykke og sammen løbe ind over målstregen (som det hører sig til i COP RUN).
Björn og jeg var spændte på om vi ville se Mathias eller den svenske løber først. Heldigvis var det Mathias, der dukkede op først, og Björn og jeg fik sammen pacet Mathias de sidste 200 m, så vi sikkert kunne løbe en fornem 4.plads i mål!
Vigtigt, at vi fik slået svenskerne og et par andre stærke OCR-hold!

Kort anmeldelse af COP RUN x Nordic Race
Ingen tvivl om, at både COP RUN og Nordic Race ved præcist, hvordan man afholder fede events! Der var styr på det hele, hurtig afvikling af afhentning af startnumre, boder, musik, tydeligt afmærket rute og ok antal toiletter.
Jeg har løbet både COP RUN og Nordic Race og er stor fan af begge, så havde store forhåbninger til dette event.
Jeg må indrømme, at jeg havde håbet, at forhindringerne ville være sværere, men samtidig også forståelse for deres valg, da det trods alt er et stafetløb.

Har du ikke prøvet COP RUN eller Nordic Race vil jeg på det kraftigste anbefale dig at prøve kræfter med de to løb. De formår virkelig at skabe en fed stemning til deres løb og der er styr på det hele, meget professionelt!

Jeg håber bestemt, at dette event kommer igen, for jeg er helt pjattet med konceptet!
Foto: Rebel Media House

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Hænger OCR og Hechmannmetoden sammen?

Mine erfaringer med Hechmannmetoden For lidt over et år siden udkom Claus Hechmann med bogen ”Løb som eliten”. Det var i den grad en bog, der vakte røre i andedammen, da Hechmann går ind for, at man skal løbe langsommere og længere for i sidste ende at blive en hurtigere løber. Min første tanke, da jeg hørte om dette var, at det ville jeg aldrig komme til, jeg var mere til de hurtigere og kortere løbeture. Nu står jeg så her knap et år efter og har en helt anden tilgang til tingene. Lad mig starte med at fortælle lidt om selve Hechmannmetoden og hvorfor den, ifølge bogen virker, før jeg fortæller om min egen oplevelse og erfaring med metoden. Claus Hechmann er tilknyttet Sparta som elitetræner og personlig træner. Han har tidligere selv løbet og opnået ganske gode tider på diverse distancer fra 1500 m til 20 km. Han er manden bag Hechmann Sport, hvorigennem man tager løbetesten, som jeg fortæller om senere i artiklen. Hechmannmetoden fokuserer mest på distancer over 30...

Etape København 2017

Etape København 2017 - 5 etaper - 1 maraton Jeg løb for andet år i træk Etape København, som er et løb, der strækker sig over fem hverdagsaftener rundt omkring i København med varierende længden, men den samlede distance på alle fem etaper tilsammen udgør et helt maraton. Sidste år blev det til en samlet 11.plads og nr. 4 i min alderskategori, og på det tidspunkt trænede jeg efter Hechmannmetoden og trænede frem mod at toppe til Copenhagen Half Marathon, så jeg var tæt på at være i topform. I år var formen og fokus et andet sted. Eftersom jeg for snart 9 måneder siden blev far, har jeg ikke haft den samme fokus på og tid til løbetræningen. Derfor var fokus i år også bare på at få løbet nogle kilometer i høj fart og se, hvordan det stod til med min form. Ligeledes ville jeg også meget gerne løbe et par etaper med min datter, Hannah, i vores babyjogger. Etaperne i årets udgave fordelte sig således: 1.Etape - Valbyparken - 8,308 km 2.Etape - Refshaleøen - 10 km 3.Etape - Kastel...

Et års træning efter Hechmannmetoden

Mit første år som rigtig løber For snart to år siden løb jeg mit første halvmaraton, da jeg deltog i Copenhagen Half Marathon 2015. Løbet var tænkt som gode kilometer i benene inden jeg skulle til USA for at deltage i VM i forhindringsløb (OCRWC). På dette tidspunkt var løb bestemt ikke min foretrukne træning og jeg løb i gennemsnit højest 15 km om ugen. Før jeg går videre med, hvad der så er sket siden den dag i september, vil jeg lige komme med en kort introduktion til mig selv. Jeg har tidligere spillet en masse fodbold, det højeste jeg nåede at spille var på DS-niveau inden jeg kastede mig over fodboldtrænerrollen i stedet for. I september 2014 løb jeg Toughest København, et 8 km forhindringsløb på Amager Strandpark. Dét blev startskuddet til en fantastisk rejse, som har ført mig hen til, hvor jeg er i dag. Fra januar 2015 begyndte jeg meget stille og roligt at løbetræne, noget jeg ikke havde gjort mig i tidligere. Det begyndte med 1-2 ture om ugen. Enkelte uge...